Så fik jeg endelig at vide hvor jeg skal hen! Jeg fik det faktisk afvide i tirsdags, og jeg skal allerede af sted i morgen! Tiden går hurtigt når man sådan skal have pakket og sige farvel. Men som sagt, blev jeg ringet op tirsdag formiddag, hvor en dame fortalte mig at jeg havde fået familie. Det var dog kun en velkomstfamilie - altså at det kun er midlertidigt. Men jeg skal så bo hos min områderepræsentant, så hende kommer jeg jo stadig til at holde kontakten med når jeg får en ny familie. Hun hedder Lorraine, og er pensionist. Jeg har snakket med hende i telefonen og hun virker helt vild sød! Hun fortalte mig bl.a. også at der også kommer en pige fra Kina som skal bo hos hende i en periode ligesom mig. Så det glæder jeg mig rigitg meget til!
Da jeg fandt ud af hvilken skole jeg skal gå på blev jeg så knap så begejstret. Skolen hedder "Grand Canyon Preparatory Academy", som også har high school. For det første er det en privatskole, så man skal have skoleuniform på. Men de er meget fokuserede på det akademiske, og som andre high schools har de ikke noget sport efter skole! De har heller ikke noget "football team" eller basketball hold som de har på andre skoler. Så jeg blev selvfølgelig lidt skuffet over det, da det slet ikke var det jeg havde forventet. Derfor tog vi selvfølgelig kontakt til STS og til Lorraine, som heldigvis var forstående og godt kunne se min pointe. Vi er derfor blevet eninge med Lorraine om, at jeg starter der som planlagt på mandag, men at vi bliver ved med at lede efter en "public high school", hvor de har forskellige sports faciliteter osv. Men som sagt så er hun jo også kun min velkomstfamilie, så jeg skal også have en ny værtsfamilie. Jeg håber det er nemmere at få mig ind på en ny skole, når jeg finder en familie.
Men selvom det ikke lige levede 100 % op til mine forventinger, så glæder jeg mig stadig. Efter at have talt med min familie og venner om det, så har jeg indset at det nok skal blive godt. Det er jo kun midlertidigt, og de er da sikkert også helt vildt flinke på skolen! Jeg har fået afvide, at det er en lille skole hvor alle kender alle, så jeg glæder mig faktisk lidt til at starte der. Jeg er sikker på at det nok skal blive godt, og så er jeg jo også den oplevelse rigere! Så har jeg jo prøvet begge sider af det amerikanske skoleliv. Grunden til at jeg skal starte allerede en dag efter jeg er kommet derover, er fordi min skole begyndte i tirsdags. Så jeg skal starte i skole uden uniform (jeg har jo ikke rigtig fået tid til at kunne købe den), så jeg kommer da i hvert fald til at vække opsigt i klassen, når jeg som den eneste har noget andet tøj på. Og så er de endda kun 13 i klasserne. Det skal nok blive sjovt!
Men min mor, far og jeg tager til KBH i eftermiddag. Her skal vi overnatte til i morgen hvor jeg skal afsted. Jeg skal være i lufthavnen klokken 6 om morgenen, og så skal jeg flyve til London klokken 8 sammen med alle de andre STS' ere. I London skal de så allesammen videre til Chicago, hvor de skal mellemlande igen. Men fra London går der et direkte fly til Phoenix, hvor jeg skal hen, så det tager jeg bare derfra. Det er egentlig meget godt for så kommer jeg derover fem timer før. Jeg håber det går godt, det er nemlig første gang jeg skal flyve helt alene. Jeg holder jer opdateret. Næste gang er det fra dejlige varme Arizona! (som faktisk var en af de stater jeg håbede jeg kom til) :D :D :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar